Retten i Århus forlængede her til formiddag varetægtsfængslingen af to mænd i juledagenes millionrøveri hos et Danske Bank-lager, hvor der blev stjålet 26,7 millioner kroner.
Samtidig blev en enkelt mand løsladt, oplyser Århus Stiftstidende.
- Vi valgte at lade ham gå, siger efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Jørn Andersen til Århus Stiftstidende. Han vil ikke uddybe mandens rolle yderligere.
Hermed er fire af de ti, som 14. marts blev fængslet i sagen, i dag løsladt.
Fire andre århusianere sidder samtidig fængslet i Prag i samme sag, hvor de venter på at blive udleveret til Danmark.
- Der er ikke nogen egentlige problemer i udleveringen, men megen juristeri og andre praktiske spørgsmål, når det drejer sig om udlevering. Også selv om Tjekkiet ligesom Danmark er med i det europæiske politisamarbejde, Europol, siger efterforskningslederen.
Det er politiets teori, at de seks lokale århusianere, der alle er mellem 20 og 27 år, står bag det gigantiske røveri uden for Århus, der går ind i Danmarkshistorien som en af de største.