Hvert år får cirka 4.500-5.000 danskere lungekræft. Det er den kræftform, der slår flest ihjel herhjemme - og ofte opdages den for sent.
Nu er forskere fra Aalborg Universitet gået i gang med at lave det, de kalder en digital tvilling af patientens lunger. Tanken er, at data fra en helt almindelig blodprøve - kombineret med scanninger og journaloplysninger - skal gøre det muligt at forudsige, hvordan sygdommen udvikler sig hos netop dig.
Kan ændre meget
Projektet hedder LUMINA og har netop fået 4 mio. euro fra EU. Målet er ikke at helbrede kræft, men at give lægerne et langt bedre grundlag for at vælge den rigtige behandling hurtigere.
- Med matematiske modeller og AI kan vi udfylde nogle af de videnshuller og skabe et mere solidt grundlag for personligt tilpasset behandling, siger professor Izabela Ewa Nielsen fra Aalborg Universitet, der leder projektet.
Hvornår sker det?
Ikke i morgen. Projektet løber frem til 2030, og forskerne regner med, at metoden tidligst kan bruges i klinisk praksis om 10-15 år. Men de 4.000 patienter fra Danmark, Italien, Polen og Sydkorea, der bidrager med data, er det første skridt.