Bunden nås i Ekstra Bladets leder i dag, der fremfører en argumentation, der hviler på en totalt manglende research .

For det første udnævnes Ulla Tornemand til næstformand i KVINFO. Det er hun ikke og har aldrig været det. Hvis Ekstra Bladet gerne vil diskutere Dansk Kvindesamfunds holdninger, så ville det måske være en god ide, at skrive den rette organisation på.

Det gælder i særdeleshed kritikken af reaktionen på overgrebene i Køln, som hele lederen er bygget op på.

En simpel googling af KVINFO og Køln giver som hit nr. 2 et af de interviews, som KVINFOs daværende direktør Nina Groes gav i den anledning. Her understreger hun blandt andet sammenhængen mellem kulturel baggrund og sexistiske overgreb. Eller som hun dengang udtrykte det:

"Sexisme er kultur. Sexisme skabes af kultur" og "Det er klart, at graden og mængden af det er større i nogle kulturer end i andre" (Politiken 16. januar 2016). Og så blev der i øvrigt sat områder på, hvor problemerne er størst: Stort set hele Afrika, Mellemøsten, Indien og omliggende lande og flere steder i Latinamerika. Tilgangen er helt typisk for KVINFO - vi samler den viden, der er, og spiller den ind i debatten.

Når det gælder minoritetskvinder i Danmark, så har KVINFO beskæftiget sig med dem i årevis. Alt andet er sludder, og det behøver man bare gennemtrevle vores hjemmeside for at se. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke vil diskutere omfanget eller formen, og det er præcis det, som Suzanne Moll (konst.dir.) lægger op til i det interview, som hun lavede med Berlingske online i sidste uge.

De kommentarer er meget overraskende sat ind i en helt anden kontekst i en artikel i samme avis i går - uden hverken Suzanne Moll eller KVINFO har været kontaktet og med vigtige forbehold pillet ud.

I artiklen ser det ud som om, kommentarerne er givet som direkte svar til blandt andre Ulla Tornemand og Geeti Amiri, som artiklen frejdigt skriver, hun erklærer sig enig med. Uden altså på nogen måde at være blevet foreholdt Geeti Amiris udtalelser. Men KVINFOs opgave og intention er ikke at gå ud og være enig med, kritisere eller undskylde for hverken den ene eller den anden.

Atiklen illustreres samtidig med et billede fra Dannerhuset, der går forrest i kampen for at beskytte kvinder (også med anden etnisk baggrund) imod vold. Dette er helt uforståeligt.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har da også lovet en berigtigelse.

Så vi tager den lige en gang til som en service til alle landets medier og andre meningsdannere:

KVINFO er en vidensinstitution (selvejende og med vedtægter godkendt af Kulturministeriet) - ikke en interesseorganisation. Det er to meget forskellige roller i debatten og i samfundet, og KVINFO kan ikke tages til indtægt for politiske organisationers holdninger - hverken partier eller interesseorganisationer. KVINFO går heller ikke ud og kritiserer dem med mindre de argumenterer faktuelt forkert eller kommer med decideret sexistiske eller krænkende indlæg.

Og nu vi er ved fakta: KVINFO har i EU-udbud vundet et 5-årigt program under det danske Udenrigsministerium, hvor vi skal arbejde med kvinders rettigheder i Mellemøste og Nordafrika. Det er på 25 millioner årligt og kører til 2022 og ikke til 2020, som det lige nu fremgår i adskillige artikler. Udbuddet ville skulle gå om, hvis dette skal ændres.

Når det gælder KVINFOs direkte bevillinger har Kulturminster Mette Bock bebudet, at selve biblioteksdriften, som er en mindre del af videnscenteret, skal lægges ind under Det Kongelige Bibliotek. Desuden har Integrationsminister Inger Støjberg rejst diskussion om, hvorvidt KVINFOs mentorprogram skal blive hos KVINFO, men hverken hun eller ministeriet har meldt noget endeligt ud - heller ikke selv om Ritzau i overskriften på deres telegram om hendes udtalelser fejlagtigt skrev, hun har bebudet en lukning, hvilket senest blev gentaget af Altinget i denne uge. Tværtimod har ministeriet lige bekræftet bevillingen for i år.

KVINFOs fremtid er for tiden til debat. Men så længe, at diverse debattører ikke kan kende forskel på hvem, der faktisk siger hvad og med hvilket mandat, så hviler hele debatten på et fejlagtigt grundlag. Og det er åbenbart svært at skelne nuancerne i ligestillingsdiskussionen, når man sidder i redaktionslokalet.