Efterforskningen af et sælsomt trafikuheld 30. december trækker ud. Lokalpolitiet i Løgstør har nemlig svært ved at finde hoved og hale i, hvorfor en dyretransport med tre lamaer, et æsel og seks heste kørte i grøften ved Hornum i Himmerland.
- Mange ting er filtret ind i hinanden, og derfor tager efterforskningen tid, siger leder af nærpolitiet i Løgstør, Bjarne Mæng Pedersen, til DR P4 Nordjylland.
Anhængeren var beregnet til fem heste, men der var det dobbelte antal dyr i køretøjet. Samtidig var chaufføren af dyretransporten, en 31-årig mand fra Fjerritslev, fradømt kørekortet. Han er sprittestet, men resultatet foreligger ikke endnu.
Opklaringen bliver endnu mere mystificeret af, at den brogede dyreflok angiveligt skulle fragtes til en adresse i Brovst. Den blandede landhandel er imidlertid indført fra Holland til Danmark af en person på Mors.
Anhængeren var hollandsk indregistreret, mens lastvognen, der trak den, havde danske nummerplader. Registreringsnummeret var dog afmeldt i nummerregistret.
Hverken lamaerne, æslet eller de seks heste er kommet noget til. De har siden trafikuheldet været anbragt i karantæne, da deres papirer ikke er i orden.
/ritzau/