En mystisk kuffert blev tidligt lørdag eftermiddag fundet på fjerntogsperronen på Nørreport Station i København.
Lørdag er en af de helt store rejsedage op til jul, men DSB regner ikke med, at fundet af kufferten kommer til give store problemer for de mange rejsende. Fjerntogsperronen på Nørreport Station er afspærret, men det er stadig muligt at passere Nørreport Station med s-tog og metro, så passagerer nordfra kan stadig komme til Københavns Hovedbanegård med tog.
DSB regner dog med, at der kan komme forsinkelser på togene resten af dagen. Værst går det nok ud over passagerer på Kystbanen, hvor hvert andet tog bliver aflyst, og resten standser ved alle stationer.
Politiets teknikere undersøger lørdag eftermiddag kufferten for at finde ud af, om det er nødvendigt at tilkalde et bomberydningshold. Indtil det er klarlagt, vil fjerntogsperronnen på Nørreport Station være spærret af.