Knap er det glitrende tøj hængt tilbage på bøjlerne, før spørgsmålet naturligt lyder - vender "Vild med dans" tilbage i 2025.
Det har nærmest været lidt af en tradition, at TV2 straks bekendtgør en ny sæson, så snart finalen er overstået, men sådan var det ikke i år.
Samtlige medier fra den udvalgte presse ved finalen forsøgte fredag at få svar på spørgsmålet, men helt uden held.
- Det kan jeg desværre ikke løfte sløret for endnu, sagde TV 2-redaktør Mads Elias Højbjerg Ravn således efter showet til billedbladet.dk.
Dermed står det hen i det uvisse om en 22. sæson af "Vild med dans" rammer sendefladen næste år.
Redaktøren lader forstå, at det blandt andet handler om manglende aftale med producenten, men lader dog en dør stå på klem.
- Selv om vi har haft et lidt lavere seergennemsnit end tidligere år, er ”Vild med dans” et af vores absolut største underholdningsprogrammer herhjemme, og det er vi megastolte af. Det kan jeg kun forestille mig, vi har lyst til at fortsætte med, siger Mads Elias Højbjerg Ravn til ugebladet.