Tusindvis af dildoer kan bruges til meget. En udlejer har brugt dem til et noget særpræget formål, nemlig som gidsler.
Da dildoer og sexlegetøj for tre millioner kroner blev fjernet fra en lagerhal på Annasmindevej i Eriknauer, betragtede Sydøstjyllands Politi det først som en tyverisag.
Men nu viser det sig, at ejerne af ejendommen efter alt at dømme handlede i selvtægt. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Det var angiveligt uenighed om manglende betaling, der fik ejerne af lagerhallen, hvor virksomheden Ladies Master har lokaler, til at fjerne de mange dildoer.
Det oplyser vicepolitikommissær Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi til avisen.
"Dermed er det ikke tyveri, men selvtægt, og det er ikke noget, vi blander os i," siger Lars Peter Madsen til Vejle Amts Folkeblad.
Dildoerne og sexlegetøjet er nu leveret tilbage. Det oplyser udlejeren til Vejle Amts Folkeblad.
Kilde: Vejle Amts Folkeblad