Lilleprinsen fører nu 2-0 over sin søster.
Han kom først til verden, og nu får han også kongehusets dåbskjole, som er gået i arv i 100 år.
Den beslutning er meget forståelig i den traditionsrige familie, vurderer sognepræst og dåbsforsker Lone Hindø.
"Det er et meget klogt valg, som når man kender slægten er absolut forståeligt, frem for at få syet to helt nye kjoler," siger Lone Hindø til Newspaq.
Christian den 10. blev døbt i kjolen i 1870. Senest har både Dronning Margrethe og Kronprinsen fået den hvide kjole over hovedet.
Normalt deler familier med én dåbskjole den op mellem tvillinger, så over- og underkjolen går til hvert barn. Men det er altså lilleprinsen, som løber med hele æren, og det er ikke på grund af kønnet.
"Det er den kjole som har været brugt gennem generationer, og det er ham det er blevet født først. Jeg tror ikke, at man skal ligge så meget i, at det er drengen, som får kjolen. Det er fordi, han er født først," forklarer præsten.
Kjolen til den lille prinsesse har tilhørt Dronning Ingrid, og blev fundet af Dronning Margrethe i nogle gamle gemmer. Det er vides ikke, hvordan den er kommet i Dronning Ingrids besiddelse, men kongehuset gætter på, at Dronning Ingrid fik den ved Prinsesse Margrethes fødsel.