En 54-årig mand og en 45-årig kvinde blev lørdag middag fundet døde i en bolig i Kølvrå ved Karup i Midtjylland.
Det skriver TV Midtvest.
Midt- og Vestjyllands Politi blev alarmeret af en veninde til de to døde, der ikke turde gå ind i huset, hvor de to bekendte lå døde.
Da politiet ankom til stedet, kunne de konstatere, at personerne var afgået ved døden.
- Manden og kvinden har i hvert fald ligget døde i en uges tid. Men retsmedicinere vil kigge nærmere på det, og de vil også se på, om der kunne tænkes at ligge en forbrydelse bag. Men umiddelbart er der intet, der tyder på det, siger Jens Klaumark, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.
Det vides endnu ikke, hvilken relation manden og kvinden havde til hinanden, men det var kvinden, som boede i huset. Politiet vurderer dog, at det er sandsynligt, at de kan have taget noget medicin eller en overdosis af stoffer.