Arbejdet med asbest er årsag til, at mindst 20 DSB-ansatte har fået konstateret lungehindekræft eller er døde af sygdommen. Det tal kunne have set anderledes ud, hvis der var blevet ført ordentligt tilsyn med DSB. Men det blev der ikke.
I otte år regnede Arbejdstilsynet med, at DSB selv holdt styr på den asbest, som sidder i togene. Imens brugte Arbejdstilsynet kræfter på at holde øje med andre arbejdsmiljøproblemer hos DSB så som vold på arbejdspladsen og en række farlige ulykker under rangering. Det siger Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen.
»For os har billedet jo været, med de ting vi har fået forelagt af DSB, at man havde styr på asbesten,« siger Jens Jensen.
Han mener, at tilsynet dermed har løst sin opgave ud fra den lovgivning, som på daværende tidspunkt var gældende. Den betragtning er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) enig i. Derfor afviste han onsdag i et samråd i Folketinget til oppositionens store skuffelse at få udarbejdet en uvildig undersøgelse om Arbejdstilsynets kontrol med DSB.
»Det er sjofelt, at Arbejdstilsynet ikke har gjort noget overhovedet. Jeg vil have Arbejdstilsynet til at melde rent ud for at høre, om de mener, de har gjort, hvad de kunne,« siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr.
Det er Socialdemokraternes Thomas Adelskov enig i:
»Det undrer mig, at regeringen ikke vil have en uvildig undersøgelse. Jeg kan ikke se, hvad den kan være bange for at få frem,« siger han.