Opdateret kl. 13:36
Bagmandspolitiet har fået en anmeldelse om mulig hvidvask i Nordea, som myndigheden i forvejen har kig på.
Det skriver Bagmandspolitiet, Søik, på Twitter.
- Vi kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse vedrørende Nordea, som vi i forvejen behandler en sag mod.
- Vi vil selvfølgelig kigge grundigt på tilsendte materiale, og vi vil koordinere med relevante udenlandske myndigheder, skriver Bagmandspolitiet, der ikke har yderligere kommentarer.
Det norske bagmandspoliti, Økokrim, bekræfter, at det har fået en anmeldelse af Nordea.
Den svenske pendant, Ekobrottsmyndigheten, vil kun sige, at det har modtaget en anmeldelse af en større bank.
Ifølge Økokrim er det hedgefonden Hermitage Capital Management, der har sendt anmeldelsen.
Papirerne viser ifølge Børsen, at fonden har fundet mistænkelige overførsler for 1,1 milliard kroner. De er gået via 365 konti i Nordeas afdelinger i Skandinavien.
Det finske bagmandspoliti oplyser til Bloomberg News, at det ikke har fået nogen anmeldelse. Hermitage Capital Management fortæller, at det snart vil sende en til Finland.
Nordea er bekendt med anklagerne. Banken vil af princip ikke kommentere kundeforhold. Nordea har derfor ikke noget at sige til beskyldningerne.
Men banken forsikrer, at den arbejder sammen med myndigheder i alle de lande, hvor den er.
- Som led i vores daglige arbejde med at bekæmpe økonomisk kriminalitet overvåger vi løbende kundeaktiviteten, skriver Nordea i en mail til Ritzau.
- I de tilfælde, hvor vi anser transaktioner for mistænkelige, indberetter vi dem til myndighederne.
I 2015 fik Nordea en bøde på 36 millioner kroner. Bøden kom fra det svenske finanstilsyn. Det var for brud på regler om hvidvask.
Hermitage Capital Management har også været aktiv i sagen om hvidvask i Danske Bank.
Fondens chef, William Browder, har flere gange kritiseret Danske Bank og anmeldt banken og ansatte til politiet.
/ritzau/