Myanmars nye præsident har tirsdag frigivet flere end 8000 fanger for at markere det myanmarske nytår.
Det oplyser præsidentens kontor på dets Facebook-side.
Listen indeholder 36 politiske fanger og flere end 6000 fanger, der er dømt for narkorelateret kriminalitet. Det rapporterer den statslige tv-station MRTV.
Masseamnestien er den første af sin slags under partiet Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), der kom til magten i Myanmar i 2016 under ledelse af det tidligere demokratiikon Aung San Suu Kyi.
Parlamentet i Myanmar valgte Win Myint som landets præsident den 28. marts i år, efter at Htin Kyaw var trådt tilbage som præsident ugen før efter meldinger om problemer med helbredet.
Win Myint er som sin forgænger en trofast støtte af nobelpristageren Aung San Suu Kyi, som er landets de facto-leder.
Suu Kyi selv kan dog ikke blive præsident på grund af en paragraf i Myanmars forfatning, der forhindrer hende i at indtage landets øverste embede. Paragraffen blev tilføjet af det tidligere militærstyre.
Hun har officielt titel af udenrigsminister og statsrådgiver.
Iagttagere håber, at Win Myint vil bruge sin forfatningsmæssige ret til at forbedre retsstaten og opdatere lovgivningen, der ofte bruges til at holde journalister og aktivister i landet tavse.
Ifølge den myanmarske ngo Assistance Association for Political Prisoners (AAPP), som overvåger politiske fangers skæbne, sad der i slutningen af marts 248 politiske fanger i Myanmars fængsler.
/ritzau/dpa