Myanmars præsident fortsætter sin hidtil usete behandling af den berømte demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi.
Ved FN's Generalforsamling torsdag benyttede præsident Thein Sein lejligheden til at hylde Suu Kyis kamp for demokrati, og nu åbner den tidligere juntageneral op for, at hun kan blive præsident i Myanmar ved valget i 2015.
- Det er folket, der afgør, om hun bliver leder af landet. Hvis folket accepterer hende, så er jeg også nødt til at acceptere hende, siger Thein Sein til BBC.
- Der er ingen problemer mellem mig og Aung San Suu Kyi. Vi arbejder sammen, tilføjer han.
Thein Sein slår dog fast, at militæret stadig vil spille en central rolle i landets politik i kraft af dets dominerende position i parlamentet.
I sin tid som juntageneral holdt Thein Sein det tidligere Burma i et jerngreb, men han leder nu et land, der hastigt arbejder på at gennemføre reformer.
Reformerne har givet plads til Aung San Suu Kyi. Hun blev i slutningen af 2010 løsladt fra sin 15 år lange husarrest, og hun er nu blevet medlem af parlamentet.
Hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vandt en sikker sejr ved suppleringsvalget i april. Oppositionen satte sig på næsten samtlige parlamentspladser, der var på på valg ved suppleringsvalget.
Suu Kyi var opstillet for første gang, efter at hendes parti besluttede at afslutte en boykot af det politiske system.
NLD vandt 81 procent af pladserne i parlamentet ved valget i Myanmar i 1990, men landets militærstyre underkendte resultatet og sendte Suu Kyi i husarrest.
Året efter blev hun tildelt Nobels fredspris i sit fravær. Men det var først i juni 2012, at hun kunne tage til Norge og holde sin officielle takketale med 21 års forsinkelse.
/ritzau/