Et norsk passagerfly på vej fra Bergen til ferieøen Tenerife måtte søndag formiddag gå ned i Billund Lufthavn. Flyet fra My Travel var på vej til ferieøen Tenerife, da det fik problemer med navigationsudstyret, oplyser informationschef Torben Andersen, My Travel.
»Der var ikke tale om en nødlanding eller noget andet dramatisk, men om en mellemlanding, fordi der ikke er den nødvendige ekspertise på Tenerife til at se på navigationsudstyret. Flyet kunne sagtens have fortsat til Tenerife, men så havde det skullet vente på mekanikerne der, og derfor var det smartest at mellemlande i Billund, hvorfra passagerne kunne komme videre til Tenerife med et andet fly,« siger Torben Andersen.
Der var 217 passagerer ombord på flyet.