Muslimske terrorister blandede sig i går pludselig i den australske valgkamp. Sådan så det i hvert fald ud. Kun to dage før det gigantiske land går til stemmeurnerne, dukkede løbesedler fra organisationen Australiens Islamiske Føderation op i postkasser i landets største by Sydney.
»Vi er taknemmelige for Labors støtte i forhold til at tilgive vores muslimske brødre, som uretfærdigt er blevet dømt til døden for bombeattentatet på Bali,« står der på den blå løbeseddel, der fortsætter med at hylde Labors forhold til ekstremistisk islam.
Problemet er bare, at løbesedlerne er falske. Organisationen eksisterer slet ikke, og mændene, der delte dem ud, var medlemmer af regeringspartiet De Liberale.
Desperat regering
De falske løbesedler har skabt skandale i Australien, hvor de bliver set som et ynkeligt forsøg på at udnytte frygten for muslimske terrorister til at vende stemningen i landet. Regeringspartiet med den 68-årige premierminister John Howard i spidsen ser nemlig ud til at tabe regeringsmagten for første gang i fire valg i træk.
»Det er et tegn på desperation fra De Liberales side. Kampen om værdier og muslimsk indvandring har ved tidligere valg været et stort emne ligesom i Danmark, og her har en lokal partikreds så forsøgt at spille på frygten. Men jeg tror ikke, det vil ændre ved det overordnede billede,« siger lektor ved RUC og forsker i australske studier, Lars Jensen, der netop har været tre uger i landet.
Den konservative John Howard deler befolkningen i to på grund af sin stærke alliance med USA s præsident, George W. Bush, der har kaldt Howard for »manden af stål«. Samtidig har stigende renter på boliglån og en række forringelser for arbejderes rettigheder gjort Howards indenrigspolitik endnu mere upopulær.
Ud af Irak
Den nye leder af Australiens 21 millioner indbyggere ser ud til at blive Labors Kevin Rudd. Den 50-årige tidligere diplomat har lovet at trække Australiens 500 kamptropper ud af det sydlige Irak. Rudd vil også ændre Australiens klimapolitik, så landet underskriver Kyoto-aftalen, der forpligter lande til at nedbringe deres CO2-udslip. En aftale, John Howard har nægtet at sætte sin signatur på.
»Kevin Rudd er en helt anderledes politiker end John Howard. Han er slet ikke ven med George W. Bush på samme måde, og specielt på klimaområdet vil han være mere på linje med EU,« siger Lars Jensen, der betragter Rudds sejr som mere eller mindre afgjort.
Australien går i morgen til valg. To store partier, Labor og De Liberale, kæmper om magten.
John Howard fra De Liberale har vundet de seneste fire valg, men ser ud til at tabe dette.
Hvis Labor vinder, trækker Australien sine tropper ud af Irak og underskriver Kyoto-aftalen om at nedbringe drivhusgasser.