Muslimske ledere i Asien fordømmer skudmassakrer i New Zealand
En række statsborgere fra muslimske lande i Asien er blandt ofrene for skudangrebene.

Politiske og islamiske ledere i Asien udtrykker foragt og fordømmelse over de blodige skudangreb i New Zealand fredag.

Politiske og islamiske ledere i Asien udtrykker foragt og fordømmelse over de blodige skudangreb i og ved moskéer i byen Christchurch i New Zealand fredag.

- Indonesien fordømmer på det stærkeste dette skudangreb - især fordi det fandt sted et helligt sted under fredagsbønnen, siger landets udenrigsminister, Retno Marsudi.

Flere medier havde tidligere citeret den indonesiske udenrigsminister for, at seks indonesere havde været i en af de moskéer, der blev angrebet. Mindst tre undslap uskadte ifølge medierapporter.

De indonesiske myndigheder siger, at der bor og opholder sig mindst 331 indonesere i Christchurch - heriblandt 134 studerende.

I Malaysia, der har en overvejende muslimsk befolkning, siger Anwar Ibrahim, lederen af det største regeringsparti, at mindst en af landets statsborgere var blandt de sårede ved "denne sorte tragedie for menneskeheden og den universelle fred".

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fordømmer angrebet, som han kalder "racistisk og fascistisk".

- Vi har mange gange set islamofobiske udfald mod islam og muslimer udvikle sig til en pervers og morderisk ideologi. Verden må gå imod denne udvikling og stoppe islamofobisk fascistisk terrorisme, hedder det i et tweet fra Erdogans talsmand.

Afghanistans ambassadør i New Zealand, Wahidullah Waissi, siger, at tre af hans landsmænd er blandt de sårede ved "denne afskyelige handling".

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters