Dansk islamofobi dræber muslimsk teenager .
Sådan lød overskriften på tophistorien på en af de helt store muslimske nyhedsmedier - islamonline.net - efter drabet på et 16-årigt avisbud med tyrkisk baggrund i påsken.
Nu trækker islamonline.net. i land. Efter at have fået en henvendelse fra det danske udenrigsministerium vil man i Cairo bringe en ny historie. Det siger islamonline.net s
nyhedsredaktør Ayman Qenawi til Nyhedsavisen.
- Jeg har
lige modtaget henvendelsen fra det danske udenrigsministerium, der gør
os opmærksom på, at politiets efterforskning viser, at der ikke lå
racistiske eller religiøse motiver bag drabet på den unge mand, men det
var vi altså ikke bekendte med, da vi bragte historien, siger Ayman
Qenawi, som afviser, at journalistens research har været overfladisk.
-
Vi valgte at tro på den religiøse leder (Jihad Abdelaim Alfara fra Islamisk Råd, red.),
fordi faderen til drengen også til en lokal avis udtalte, at der var
tale om et racistisk mord, forklarer Ayman Qenawi.
Nyhedsredaktøren
vil ikke undskylde artiklen, fordi han mener, at det alene er Jihad
Abdelaim Alfara, der har ansvaret for udtalelserne.
Ayman Qenawi siger imidlertid nu, at han vil gøre skaden god igen ved at bringe en ny artikel om drabet.
- Det
er meget simpelt. Vi skriver en ny artikel, hvor politiet bliver
citeret for at sige, at drabet hverken var racistisk eller religiøst
motiveret. Og så vil vi gøre alt for at få Jihad Abdelaim Alfara til at
svare på, hvorfor han fortalte os noget, der tydeligvis ikke
passer, siger Ayman Qenawi.
Det har ikke været muligt for Nyhedsavisen at få Jihad Abdelaim Alfara fra islamisk Råd i tale.