Muslimer i Dialog vil holde et bestyrelsesmøde, hvor medlemmet Safia Aoude vil blive diskuteret. Det siger foreningens talsmand, efter at Safia Aoude har sidestillet holocaust-benægtelse med historisk dokumentation.
- Sagen vil blive taget op på et bestyrelsesmøde. Det er op til bestyrelsen, om der skal gøres noget og i så tilfælde hvad, siger talsmand Zubair Butt Hussain.
På sin hjemmeside linker Safia Aoude til holocaustbenægteren David Irvings hjemmeside i forbindelse med et besøg på Frihedsmuseet og ligestiller holocaustbenægteres argumenter med beviserne for holocaust, nazisternes udryddelse af seks millioner europæiske jøder.
- Man kan ikke sidestille de to ting. Hvis man gør det eller formulerer sig, så det skaber tvivl, er det ikke gavnligt, når man vil dialogen. Det ville jo også være uhyrligt, hvis nogen påstod at den etniske udrensning på Balkan bare var en god historie, siger Zubair Butt Hussain.
Muslimer i Dialog tager også afstand fra det fotomanipulerede billede på Safia Aoudes hjemmeside, hvor falske hagekors er påhæftet to islamkritikere, Lars Hedegaard og Helle Merete Brix.
- Hun udstiller to personer, som ofte er ret ubehagelige og betændte i deres retorik, men det tillader ikke andre at synke så dybt. Den måde at debattere på, hvis man kan kalde det det, er ikke noget Muslimer i Dialog gør sig i, siger Zubair Butt Hussain.