Muslimske grupper i USA kritiserer den populære dramaserie ’24 timer’. Det sker, fordi den nye sæson af serien har muslimske ekstremister i skurkerollen, skriver CNN.
Problemet er ikke nyt. Også for to år siden protesterede muslimske grupper mod, at skurkene i dramaserien var islamiske terrorister, som havde skumle planer om ar affyre et stjålet atommissil mod USA.
I den efterfølgende sæson var det russernes tur til at udfylde seriens skurkerolle, men nu er muslimer igen tilbage i rollen som de onde modstandere, som seriens helt Jack Bauer skal overvinde. Modsat sidst, hvor det lykkedes Jack Bauer at forpurre ekstremisternes planer, er det denne gang lykkedes terroristerne at detonere en atombombe i en forsted til Los Angeles.
Talsmanden for Rådet for Amerikansk-Islamiske Forbindelser, Rabiah Ahmed, siger til CNN, at hun frygter, at serien kan gøre amerikanerne bange for muslimer og skabe had til det muslimske mindretal i USA. Rådet har mødtes med repræsentanter for tv-stationen Fox, der står bag serien, for at protestere mod seriens plot og opfordre til, at serien i fremtiden viser et mere positivt billede af muslimer. Mødet førte ikke til nogle konkrete løfter fra tv-stationens side, men i en pressemeddelelse slår stationen fast, at ’24 timer’ har haft mange forskellige skurke, og at det ikke er stationens ønske at hænge en speciel gruppe ud.