Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis det viser sig, at angrebet på islamkritiker Lars Hedegaard er politisk eller religiøst motiveret.
Sådan lyder meldingen fra Imran Shah, der er talsmand for Islamisk Trossamfund.
- Uanset om det er politisk eller religiøst motiveret, hører det ingen steder hjemme, at man render rundt på gaden og skyder efter folk. Det gælder generelt for alle personer, der er en del af det her samfund, siger han.
Drabsforsøget fandt sted tidligere tirsdag og udspillede sig foran Lars Hedegaards hjem på Frederiksberg.
Under foregivende af at ville aflevere en pakke til den 70-årige formand for Trykkefrihedsselskabet trak en 20-25-årig mand med anden etnisk baggrund end dansk en pistol og affyrede skud mod Lars Hedegaard, der dog ikke blev ramt.
Politiet kender endnu ikke gerningsmandens identitet eller motivet for drabsforsøget.
Men Islamisk Trossamfund tager klart afstand fra det voldsomme optrin, uanset hvad der ligger til grund for episoden, lyder det fra Imran Shah.
- Vi lever i et samfund, hvor man skal tåle kritik, og man skal kunne kritisere hinanden. Det betyder ikke, at det så skal udmøntes i fysiske overgreb på en person, siger han og fortsætter:
- Man skal forsøge at få en almindelig civiliseret debat i gang. Det, der er sket, er fuldstændig uacceptabelt.
Manden, der har forsøgt at dræbe Lars Hedegaard, var forklædt som postbud.
Han var iført en rød postjakke med postens logo, og Lars Hedegaard åbnede derfor døren for gerningsmanden efter at have set manden fra sit vindue, oplyser Københavns Politi.
/ritzau/