Åbningskoncerten, der skal fejre, at Det Jyske Musikkonservatorium flytter ind til Musikhuset, kan passende være i sørgmodig mol. Flytteomkostningerne løber op i 10 millioner kroner, og konservatoriet ved ikke, hvordan de skal skaffe pengene.
»Vi risikerer at komme til at stå i en absurd og fuldstændig katastrofal situation, og i værste fald kan vi i juni flytte ind i et nyt, flot hus uden at have råd til at undervise de studerende,« sagde medarbejderrepræsentant i konservatorierådet Bjørn Petersen søndag til Jyllandsposten.
Ingen opsparing
Nyhedsavisen har talt med Kulturministeriet, og her er man meget overrasket over de økonomiske sørgetoner fra konservatoriet. Ministeriet oplyser, at Det Jyske Musikkonservatorium har fået i alt tre millioner de seneste tre år til at forberede sig på flytningen. Samtidig vurderer ministeriet, at Det Jyske Musikkonservatorium skulle have sparet 700.000 kroner om året på driften, fordi afdelingen i Silkeborg er blevet nedlagt. Sammenlagt skulle konservatoriet derfor have sat omkring fem millioner kroner af til flytningen, men det er ikke sket.
»Vi er ret uforstående over, at konservertoriet siger, at de ikke har nogle penge. Hvis de havde sparet op, ville der have været penge nok til flytningen,« siger Steen Kyed, der er afdelingschef i Kulturministeriet. Han forklarer, at ministeriet også er overrasket over, at flytningen til musikhuset koster ti millioner, når der oprindeligt var sat fem millioner kroner af til projektet.
Ingen kommentarer
Hos Det Jyske Musikkonservatorium ønsker rektor Finn Schumacker ikke at kommentere beskyldningen fra ministeriet om, at pengene til flytning er gået til noget helt andet. Han ønsker heller ikke at forklare, hvad den økonomiske situation kommer til at betyde for konservatoriet.
I Folketinget presser både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på, for at Kulturministeriet skal betale alle udgifterne for konservatoriets flytning til Musikhuset.
»Ministeren må tage et ansvar her og sørge for, at konservatoriet kan gennemføre flytningen. Det kan ikke passe, at det skal gå ud over de studerende, at der mangler penge på grund af flytningen,« siger Mogens Jensen, der er kulturpolitisk ordfører for Socialdemokraterne.
Ingen hjælp
Han peger på, at et aktstykke fra Folketingets Finansudvalg fortæller, at flytteudgifterne vil blive finansieret inden for Kulturministeriets samlede budget.
I Kulturministeriet understreger Steen Kyed, at Kulturministeriet aldrig har lovet at betale hele flytningen. Han regner med, at det jyske musikkonservatorium kommer til at betale en del af flyttegildet.
»Konservatoriet må igennem nogle besparelser, og så må Kulturministeriet hjælpe dem en smule. Kulturministeriet har ikke mulighed for at betale hele flytningen,« fortæller han.