Foran scenen bølger armene fra side til side som søgræs på bunden af en urolig fjord. Musikken buldrer ud fra de mandshøje højttalere og får menneskeflokken til at bevæge sig som et stort væsen.
Det er 21. gang, at telte og scener trækker handikappede fra hele landet til festival ved Skanderborg. Denne onsdag er 13.000 gået ind mellem bøgetræerne for at nyde deres helte på scenen.
»Flyv prinsesse, se dig om i verden,« synger Kandis og får høje glædesskrig til svar fra begejstrede tilhørere. Træerne rejser sig som en mur hele vejen rundt om festpladsen, hvor støvet langsomt stiger op og blander sig med duften af grillet bøf, popcorn og fritureolie.
Janne fra Bredballe Bofællesskab ved Vejle kan alle teksterne, og hun giver den fuld gas på nummeret Lonnie fra Berlin . En yngre fyr på et tæppe midt mellem dansende og elektriske kørestole nyder musikken med sin bamse i munden.
På plads for 12. gang
Kristian Vøhtz danser oppe foran scenen med det største smil på ansigtet. Han er til Sølundfestival for 12. gang, og intet skal holde ham fra at komme igen næste år, garanterer han gennem popstøjen.
Lidt på afstand af scenen bag ved træerne ligger kæresteboden. Lydene fra bandet buldrer nærmest som aggressiv torden. Her står 37-årige Lis i kø til at få lavet sin profil, så hun kan blive hængt op blandt de andre, der søger en kæreste til festivalen. Profilerne fra Jylland fylder en hel væg, mens der kun er to fra Fyn og fem fra Sjælland.
36-årige Tina fra Randers studerer de andres profiler i teltet og får øje på en ung fyr fra Randers. Da hendes hjælper læser op fra profilen, viser det sig, at den unge mand står lige bag hende. Det slår dem begge lidt ud. Hjælperen læser begge de unges interesser op fra papiret, og de bliver med hjælperen som mellemmand enige om at mødes igen klokken fire i kæresteboden.
Tina gemmer ansigtet i hænderne, mens hun fniser. Lars gentager tidspunktet flere gange, inden han tager afsked med sin nye date. Samtidig har Lis fået taget sit billede, og da det bliver hængt op, konstaterer hun, at hun har ondt i maven af spænding.
Det kan være, at kærligheden gemmer sig på denne festival.