Omkring et par tusind håbefulde koncertgængere ser i øjeblikket ud til at miste deres penge.
Årets udgave af Rock- og hiphop-festivalen For Evigt bliver nemlig ikke til noget. Arrangøren Tanja Haddaoui har meddelt, at festivalen, som skulle have fundet sted i Valbyparken 24. og 25. august, er aflyst.
Men det er ikke kun billetkøberne, som er i klemme.
Flere af de kunstnere, som spillede på festivalen sidste år, har ikke fået deres løn.
Det skriver Ekstra Bladet.
Således har hverken rapperen Tue Track eller Marvelous Mosell fået deres penge.
Ifølge avisen er Tanja Haddaoui erklæret insolvent, og har derfor ikke mulighed for at overholde sine betalinger.
- Vi har ikke fået vores penge endnu, og det er der også flere, som ikke har, siger Tue Track til Ekstra Bladet.
Marvelous Mosell har flere gange forsøgt at få Tanja Haddaoui til at betale - men uden held. Han siger til Ekstra Bladet:
- Hun har snydt, vil jeg sige. Det virker i hvert fald suspekt, men jeg læste, at hun har en frisørsalon, så måske hun vil give mig en gratis klipning i stedet for.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Tanja Haddaoui. Hun erkender, at Tue Track og Marvelous Mosell ikke har fået betaling for deres optræden, men hun ønsker i øvrigt ikke at udtale sig om sagen.