Kendt musiker i bitter strid: Nu afgøres sagen i retten
Musiker Rasmus Nøhr fik i slutningen af 2015 sin ven Gustav Hansen, der er professionel pokerspiller, med i et samarbejde om festivalen Danmark Dejligst. En dårlig økonomi i festivalen drev en kile ind mellem venneparret, der torsdag mødes i Østre Landsret. (Arkivfoto). Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Pokerspiller Gustav Hansen og musiker Rasmus Nøhr var venner, men kæmper nu i retten om penge fra projekt.

De kender hinanden fra gymnasiet, og i 25 år holdt den professionelle pokerspiller Gustav 'Gus' Hansen og musiker Rasmus Nøhr sammen.

Det venskab er dog for længst ovre, efter at Gustav Hansen i 2017 stævnede Rasmus Nøhr, der blandt andet er kendt for hittet "Sommer i Europa".

Torsdag tørner de sammen i Østre Landsret, hvor Gustav Hansen kræver 674.981 kroner retur fra musikeren.

Makkerparrets pengestrid begyndte, efter at Gustav Hansen i slutningen af 2015 gik med i et festivalprojekt med navnet Danmark Dejligst.

En festival, som Rasmus Nøhr stod for.

Hver især skød de 250.000 kroner ind i firmaet til driftsomkostninger. Pokerspilleren hev knap to millioner op ad lommen i alt, så der "var lidt at give af", fremgår det af en tidligere forklaring.

Som venner blev ingen aftaler skrevet ned på papir.

Blandt andet fremgår det ingen steder, at Gustav Hansen skulle have været ligeværdig medejer af selskabet bag Danmark Dejligst. Eller medejer i det hele taget, fortæller Gustav Hansen i landsretten.

- Jeg lever i en verden, hvor der foregår mange aftaler blandt folk, der ikke bliver skrevet ned. Der er et håndslag en aftale, så jeg tænkte ikke over, at vi ikke havde lavet en krusedulle nederst på et juridisk bindende papir.

Flere af festivalerne gik dog over budget, og da pengene var ved at løbe op, overførte Rasmus Nøhr ad flere omgange penge til sin virksomhed.

Penge, som han selv forklarer, at han brugte til at betale kreditorer med samt til at dække de penge, han selv havde overført til firmaet.

- Jeg er musiker og lever af at spille kærlighedssange. Hvis vi ikke betalte kreditorer, men stadig havde penge på kontoen, ville jeg ikke kunne vise mig i Danmark mere. Der ville heller ikke være nogen, der ville høre på mine kærlighedssange mere, forklarer Nøhr i retten.

Som den største kreditor føler Gustav Hansen sig overset i tilbagebetalingsprocessen. Han kræver 674.981 kroner fra Nøhr, der omvendt går efter at blive frifundet.

Byretten besluttede, at Rasmus Nøhr skulle betale 90.000 kroner til sin tidligere ven. Landsrettens afgørelse ventes først om nogle uger.

/ritzau/

/ritzau/