Hård rock, blød pop eller svingende blues.
Byens borgere er ivrige efter at komme med forslag til hvem, der skal slå tonerne an til sommerens gratiskoncerter i Kongens Have. Det kan Allan Normann Rasmussen, manden bag årets koncerter, konstatere ved at kigge i mailboxen.
Her ligger der allerede over 40 henvendelser, siden det lørdag blev muligt at maile musikønsker til Kultur under By- og Kulturforvaltningen.
Helmig og Larsen
»Der er mange, der gerne vil høre Thomas Helmig og Kim Larsen, men vi har også fået ønsker om store udenlandske bands som Radiohead og Flaming Lips. Og så er der altså også nogle bands, jeg aldrig har hørt om før,« siger Allan Normann Rasmussen, der er overvældet over de mange ønsker.
»Det er helt vildt, at så mange har sendt forslag allerede. Jeg havde forventet at ende med 100-150 henvendelser i alt midt i marts, hvor vi lukker af for forslag. Men nu tror jeg, at det er alt for lavt sat,« fortæller han.
Brug for sponsor
Man skal dog ikke forvente at se udenlandske bands fra den musikalske superliga på scenen i Kongens Have.
Og Kim Larsen og Thomas Helmig bliver nok også svære at skaffe, når budgettet er på en lille million. Derfor er det ikke kun odenseanernes band-ønsker, Allan Normann Rasmussen er åben over for.
»Vi kunne godt bruge en eller flere sponsorer, der er interesserede i et samarbejde. Det ville gøre det muligt at hyre nogle af de dyre bands. Men lykkes det ikke, er der masser af gode bands i prisklassen under. Det kunne for eksempel være Rasmus Nøhr,« siger han.