Det var en afklaret menighedsleder Ruth Evensen, der tog imod pressen i Faderhusets lokaler i Rødovre for at forklare, hvorfor de jævner Ungdomshuset med jorden. Egentlig ville hun helst have bevaret Ungdomshuset, betroede hun pressen, men:
»Det bar præg af, at der ikke var nogen voksenstyring. Jeg vil sige, at det er den største brandbombe og det mest sundhedsfarlige sted, man kan opdrive i København. Hvis jeg ser det som en mor, var det ganske uansvarligt at have sine børn derinde. Der var rotter, og hele gulvet var fyldt med sort slam, snask og slask. Der var vand i køkkenafdelingen, der lå gamle pandekager og alle mulige mærkelige ting rundt omkring. Det var ikke et sted, det var værdigt for nogen at være i,« sagde Ruth Evensen, der egentlig helst ville have bevaret huset.
Til gengæld er frimenigheden ikke så sikker på, hvad der skal bygges på deres ryddede grund. Eller hvornår byggeriet går i gang. Men nogle tanker har de dog gjort sig:
»Det skal være et folkeligt sted, hvor der bliver masser af musikarrangementer, cafeer og åbne døre. Vi lægger de arrangementer ind, som vi synes er en god idé,« sagde Ruth Evensen.
En samfundsopgave
Ruth Evensen leverede pressemødets største verbale bredside til politikerne på Københavns Rådhus. Hun mener, at frimenigheden gør kommunens beskidte arbejde. Kommunen undersøgte nemlig allerede inden salget af Jagtvej 69 at rive huset ned.
»Københavns Kommune havde undersøgt priserne på et nedrivningsfirma allerede i 1999, fordi huset var i så dårlig stand. Men de turde ikke gå videre med det, og derfor gik Sorteper videre til os«, forklarede hun og satte trumf på:
»Vi har taget os af en samfundsopgave, som ingen før har kunnet. Det er vi rimeligt stolte af.«
Menigheden har brugt et par hundrede tusinde kroner på at fylde op til 14 containere med musikudstyr og andet ungdomshusinventar, som nu er kørt på lager.