Mysteriet om, hvorfor Jerry aldrig er særlig bange for Tom, er måske løst.
Hvis det viser sig, at den berømte tegneseriemus har en anden lugtesans end sine artsfæller fra den virkelige verden, er der nemlig en videnskabelig forklaring.
Et team af japanske forskere har netop lavet en række forsøg, der viser, at musenes frygt for kattene stammer fra lugten. Forskerne har lukket ned for de nerveceller hos musene, der normalt opdager farlige lugte, og derefter har de ladet musene lugte til urin fra en sneleopard.
Normale mus vil stikke af eller spille døde, når de kan lugte det farlige kattedyr. Men musene i forsøget reagerede helt anderledes.
»De viser ingen tegn på frygt. Faktisk virker de meget nysgerrige, efter hvor lugten stammer fra. De aner ikke, det er et tegn på fare,« siger Hitoshi Sakano fra Tokyos Universitet til hjemmesiden Nature.com.
Kan lære frygt
For yderligere at bevise resultatet blev musene fra forsøget sat sammen med en række katte.
»De her mus har det helt fint sammen med katte. De leger faktisk med dem. Men vi var dog nødt til at give kattene noget mad først,« siger Hitoshi Sakano.
Der er to forskellige veje lugte kan gå fra næsen til hjernen. Én for de reaktioner musene er udstyret med fra naturens hånd. Og én for de tillærte reaktioner.
Det betyder, at bare fordi en mus ikke frygter katten til at begynde med, kan den sagtens lære, at lugten af en kat betyder fare. Det kan ske, hvis musen for eksempel oplever, at katten æder et par af dens venner.