Briternes store tennisdarling, Andy Murray, er klar til kvartfinalen i Wimbledon.
Men først måtte han gennem fem tætte sæt med schweizeren Stanislas Wawrinka i en kamp, der først fandt sin afslutning efter halv tolv dansk tid. Og det er første gang en kamp ved Wimbledon er sluttet så sent, skriver wimbledon.org.
Kampen blev spillet på Centre Court under det nye tag, som blev indviet under kvindernes kamp i fjerde runde mellem Dinara Safina og den senere vinder Amelie Mauresmo.
I kvartfinalen venter spanieren Juan Carlos Ferrero, der i sin fjerderundekamp tog sig af Gilles Simon i tre sæt, på Andy Murray, som er seedet som nummer tre.
Roger Federer, der er seedet to'er, møder kroaten Ivo Karlovic, mens Tommy Haas møder Novak Djokovic ved lørdagens kvartfinaler. Den sidste af mændenes kvartfinaler ligner umiddelbart også den tætteste. Den står mellem australieren Lleyton Hewitt og den hårdtslående amerikaner Andy Roddick.