Den skotske verdensetter i tennis, Andy Murray, gjorde kort proces, da han tirsdag spillede sin første kamp i mere end fem uger.
Han tog hul på denne uges ATP-turnering i Dubai med en sejr på 6-4, 6-1 over tuneseren Malek Jaziri, der rangerer som nummer 51 i verden.
Murray måtte skuffende forlade Australian Open allerede i ottendedelsfinalen i januar, men fandt altså tilbage på vindersporet i Dubai.
Jaziri fulgte dog med til stillingen 4-4, men herfra var Murray suveræn. Han brød til sætsejr 6-4 og afgav blot ét parti i andet sæt.
Med til historien hører dog, at Jaziri undervejs modtog behandling for en skade.
Murray er topseedet i turneringen, og der er lagt op til et stormøde i semifinalen mod den tredjeseedede schweizer, Roger Federer, hvis seedningerne ellers holder.
Federer vandt sin første kamp i turneringen mandag, hvilket var hans første optræden siden triumfen i Australian Open for en måned siden.
Et eventuelt møde mellem Murray og Federer vil have en snert af moralsk finale over sig, da den andenseedede, Stanislas Wawrinka, tidligere tirsdag led et exit allerede i første runde.
/ritzau/