Den skotske tennisspiller Andy Murray er for tredje gang blevet kåret som årets største sportspersonlighed i Storbritannien af BBC, hvilket også er rekord.
Murray vandt også prisen i 2013 og 2015.
I 2016-udgaven vandt han foran triatleten Alistair Brownlee og springrytteren Nick Skelton.
Murrays år har da også været spektakulært. Således vandt han Wimbledon for anden gang i karrieren, og senere på sommeren vandt han også OL-guld, ligeledes for anden gang.
De fornemme resultater medvirkede til, at han senere på året overtog førstepladsen på verdensranglisten fra serberen Novak Djokovic, der ellers har siddet tungt på tronen de seneste år.
Murray var ikke selv til stede i London for at få overrakt prisen, da han befinder sig i Florida, hvor han forbereder sig til den kommende sæson.
Derfor takkede han for prisen via en video.
- Det har været et flot år for britisk idræt, og jeg er utrolig stolt over at have bidraget, siger Murray.
Den første store udfordring for Murray i 2017 bliver grand slam-turneringen Australian Open, der spilles i Melbourne i januar.
/ritzau/NTB