Maria bliver udskrevet fra Roskilde Amts Sygehus. Hun skal komme jævnligt til kontrol i Gynækologisk Ambulatorium, hun skal gå med støttestrømper, og hun skal tage sprøjter med medicin, der fortynder hendes blod. Maria har nemlig vist sig at være disponeret for blodpropper. Derfor bruger hun 500 kroner på det første af flere par beige skridtlange støttestrømper, som hun skal gå med under graviditeten. De ender senere med at kunne stå selv, fordi de ikke må vaskes.

Det kræver også en del træning at få gang i kroppen igen, så Maria traver frem og tilbage i stuen. Hun skal desuden vænne sig til at være alene. Pludselig er Thomas og hendes mor ikke længere ved hendes side hele tiden.

Tab igen

20. februar 2004 går Maria alene til kontrol på hospitalet. Her bliver hun scannet af overlæge Anette Lindhard, som skal se, hvordan det går med graviditeten. Maria kigger med på skærmen. Der burde være: to blink, to hjerter, to levende fostre. Men det er der ikke. Der er kun ét blink. For det ene foster er dødt.

Maria bliver fuldkommen paf. Det er så uvirkeligt det hele. Først tvivlen om, hvorvidt de kan få børn eller ej. Så beskeden om, at de kan få børn. Så beskeden om, at de alligevel godt kan. Så gravid i første forsøg. Så indlagt på grund af for mange hormoner. Så to hjerteblink – og nu kun ét hjerteblink.

Føles urimeligt

Maria kan slet ikke følge med. Da hun kommer hjem, skriver hun på hjemmesiden for Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse:

»Jeg burde være glad – meget glad, for jeg er jo gravid. Men i dag fik jeg at vide, at jeg har mistet den ene, så vi skal ikke have tvillinger. Det føles så ubeskriveligt urimeligt, vi går det ene igennem efter det andet osv. osv., og så går det alligevel lidt galt. Selvfølgelig skal vi være glade for den, der er tilbage, men alligevel er det en smule hårdt! Gad vide, hvornår verden vil begynde at gå med os i stedet for imod os!?«.

Thomas bliver meget ked af, at det ene foster er dødt. Men sket er sket. Maria og Thomas vælger i stedet at fokusere på, at det må være en stærk lille en, der vokser i maven på Maria.

Marias termin bliver sat til 24. september 2004. Præcis et år efter, at de første gang besøgte Peter Lundström på Fertilitetsklinikken IVF.

Kung-fu spark

Halvvejs igennem sin graviditet begynder Maria at skrive dagbog.

»29. april. Ups – har liiiige kastet 4 mini-chokolader i munden, inden klokken blev 7.30. Håber du nød dem lige så meget som jeg.«

»30. april. Når bluser/T-shirts er ved at være for korte i længden, tager jeg en lang strop-bluse på indenunder. Ret smart, så sparer vi penge, og jeg er fri for at gå i det kassede-køkken-ternede-ventetøj, der er i butikkerne.«

»4. maj. Du har lavet gymnastik, siden jeg stod op. Da jeg skrev det til din far, som er på arbejde, gav han dig gode karakterer – 9.9!«

»16. maj. Så er barnevognen bestilt!«

»7. juni. Jeg er så klam! Har lige ædt en bakke studenterbrød.«

»8. juni. Aldrig før har du lavet så mange kung-fu spark, kolbøtter, gymnastik-opvisninger...«

Maria hygger sig med at skrive om sin graviditet, men samtidig har hun svært ved at nyde den fuldt ud. Hun har stadig smerter i maven og i ryggen, støttestrømperne generer, og så er der sprøjterne.

Maria ville ønske, at der ikke var så meget galt med hendes krop. Hun føler, at hverken hendes fysik eller psyke slår til. Og det gør Maria ked af det, at hun nogle gange forbinder sparkene i maven med sine mange lidelser. I stedet for at forbinde dem med glæde over det barn, der er i vente.

En weekend er Maria på besøg hos sin familie. Imens går Thomas derhjemme. Han hygger sig med at gøre puslepladsen klar, til Maria kommer hjem. Thomas stiller to bukke op, sætter en plade ovenpå og monterer en hylde op til cremer og klude. Han prøver også at få ledningen til en lyskæde med røde, blå og grønne dinosaurer til at række.

Thomas vil rigtig gerne have, at puslepladsen skal være et rart sted for deres baby. Det er først nu, at han har turdet sætte det hele op. De har godt nok købt tingene for noget tid siden, men tænk nu hvis..., har de tænkt.

Da Maria kommer hjem, bliver hun glad og overrasket. Nu går det rigtigt op for hende, at hun meget snart skal føde.

Fødsel

Vandet går tidligt om morgenen. Det er 25. september 2004, klokken er cirka 05.40. Maria ligger i sengen med et håndklæde mellem benene. Hun prøver at sove videre, men det er helt umuligt.

Dagen igennem går Maria og Thomas ind og ud af Svangerambulatoriet til tjek. En jordemoder tror først, at vandet måske slet ikke er fostervand, men at Maria muligvis bare har tisset. Det gør Maria lidt fortørnet, men det stopper, da hun kan aflevere nogle overbevisende bind med fostervand.

Veerne kommer lige så langsomt i løbet af dagen. Først om aftenen næste dag tager veerne til. På en lille seddel noterer Thomas for eksempel, at veen varer 1 minut og 34 sekunder klokken 21.14.

Et kvarter i midnat tager Maria og Thomas op på Svangerambulatoriet igen. Selvom Maria kun er halvanden centimeter åben, får de lov til at blive. For Maria er utvivlsomt i fødsel nu. Men heller ikke fødslen kommer til at gå glat.

Læs næste afsnit i Nyhedsavisen og tidligere afsnit på Avisen.dk.