Fire munke i et mindre buddhistisk tempel i Ban Bung Sam Phan-distriktet omkring 230 kilometer nord for den thailandske hovedstad, Bangkok, er blevet bortvist.
Avisen Bangkok Post fortæller, at politi og sundhedsmyndigheder har været forbi templet for at tage urinprøver af munkene.
Prøverne viste alle spor af illegalt narkotika, skriver avisen.
Der er ikke oplyst navn eller et mere præcist område for templet, men distriktets ledende munke har bortvist de fire.
Det har vakt nogen uro blandt de lokale, der har brug for munke til religiøse formål, skriver Ritzau.
Munkene har nemlig også til opgave at passe på selve templet og de omkring ti hunde og katte, der er tilknyttet templet.
Distriktsledelsen siger, at der vil blive tilknyttet nogle nye - og formentlig bedre - munke til templet.