- Der kan godt være problematiske kemiske stoffer i mundbind.
Sådan siger funktionsleder Elisabeth Paludan, Miljøstyrelsen til Ritzau.
Mandag er der igen krav om at bruge mundbind, når du skal købe ind og med bus eller tog.
Det skal lægge en dæmper på den udbredte coronasmitte i samfundet.
Elisabeth Paludan siger videre, at det ikke er så overraskende, at der er fundet problematiske stoffer i stofmundbind. Det kan der nemlig også være i almindelige tekstiler.
Men stofmundbind er blevet populære, og der har fra flere sider været udtrykt bekymring for, om man risikerer at indånde skadelige partikler fra stoffet.
Nu viser en undersøgelse fra Miljøstyrelsen, som har indkøbt og testet 40 forskellige mundbind, der dels er produceret i Danmark, i andre EU-lande og i lande uden for EU.
Mundbindende er undersøgt for eksempelvis fluorstoffer, metaller, formaldehyd og klorerede flammehæmmere, og konklusionen er, at man ikke behøver, at frygte for at indånde skadelig kemikalier, når man bruger stofmundbind.
- Vores konklusion er, at der godt kan være problematiske stoffer i mundbind. Men heldigvis er det i så små mængder, at det ikke udgør en risiko, når vi laver beregninger på den eksponering, man udsættes for, siger Elisabeth Paludan.
Hun tilføjer, at en stor del af den kemi, som der er fundet i mundbindene, kan vaskes ud.
- Derfor anbefaler vi, at man vasker sit stofmundbind før brug, siger Elisabeth Paludan til Ritzau.
Men det er ifølge funktionslederen en god idé at undgå stofmundbind, der reklamerer med, at de er antibakterielle.
Antibakterielle egenskaber kommer ofte fra metaller som sølv og zink, der er miljøskadelige.
Det er ifølge funktionslederen omvendt en god idé at gå efter stofmundbind, der er mærket med "Fri for fluorstoffer" eller "PFC-fri".
Hos Sundhedsstyrelsen er anbefalingen, at man enten benytter et CE-mærket engangsmundbind eller et stofmundbind.
Sidstnævnte skal have en "dokumenteret høj kvalitet og filtrationsevne, godkendt efter den danske standard for vaskbare mundbind", fremgår det ifølge Ritzau af styrelsens hjemmeside.
Ud over detailhandel og kollektiv transport anbefales det at bruge mundbind ved coronatest, i lægens venteværelse og ved større forsamlinger, hvor det er svært at holde afstand.
Børn under 12 år er generelt undtaget fra at bære mundbind.