Den hovedmistænkte til de dødelige angreb i den indiske by Mumbai, har erklæret sig skyldig.
Mohammad Ajmal Amir Qasab har angiveligt åbent erkendt sin rolle i terroraktionerne i en retssal. Har er tiltalt for 86 lovovertrædelser - heriblandt mord, besiddelse af sprængstoffer og at føre krig mod Indien.
Det vides ikke, hvorfor han nu tilstår. Tilbage i maj nægtede han pure at have noget som helst med sagen at gøre. Over 170 mennesker døde, hvoraf ni var terrorister i det flere dage lange angreb.
Anklagerne siger, at Qasab er den eneste bagmand, der er overlevet.
"Ja, han erklærede sig skyldig i angrebene fra november under en afhøring i retten i dag," siger Rakesh Maria, der er en højtstående politikilde, ifølge Reuters.
Anklageren i sagen undrer sig over, at Qasab pludselig ændrer holdning. Angiveligt skulle den sigtede have forklaret i retten, hvordan han rejste til Indien fra Pakistan, og hvordan han planlagde angrebene på et hotel og en togstation.
Angrebene udspillede sig over flere dage fra den 26. november og ramte flere hoteller, en café, en biograf og en togstation. Samtidig var der også meldinger om mindre angreb i byens havnekvarter.
Den 29. november endte de brat med at sikkerhedsstyrker stormede Taj Mahal Palace og dræbte alle terrorister på nær Qasab.