Han har erkendt sit medansvar for 170 menneskers død i den indiske storby Mumbai, og nu siger han, at han er klar til at lade sig hænge.
Mohammad Ajmal Amir Qasab erklærede sig i første omgang skyldig i terrorangrebet mod Mumbai sidste år, og det var ifølge hans advokat for at opnå en mildere straf.
Anklagerne i sagen havde opfordret retten til at fortsætte sagen, selvom han erklærede sig skyldig, og retten i Mumbai skal nu forholde sig til tilståelsen.
Den pakistanske statsborger står overfor 86 anklagepunkter, deriblandt at opildne til krig mod Indien, mord og besiddelse af sprængstoffer.
I maj erklærede han sig ikke skyldig i alle anklager, men der er altså siden blevet lavet om på.
Qasab selv forklarer, at hans tilståelse hænger sammen med, at Pakistan har anerkendt, at han er pakistansk statsborger.
Tilståelsen kom som en overraskelse for alle, ikke mindst hans egne advokater.
Tirsdag blev sagen sat i bero, så anklagerne får tid til at forholde sig til den nye udvikling i sagen.