Der kommer til at gå mindst syv år, før Århus får sit nye Multimediehus. Dermed bliver en af Århus Kommunes største prestigeprojekter udsat med to år. Det er konsekvensen, efter kommunen har gennemgået sin hidtidige tidsplan for byggeriet og fundet flere huller i planen.
»Vi er blevet gjort opmærksom på, at der er nogle problemer og udfordringer i forhold til både de trafikale forhold og hele udbygningen af den sydlige bastion og Honnørkajen, hvor Multimediehuset skal ligge. Så vi har valgt at udsætte byggeriet i nogle år,« siger kulturrådmand Flemming Knudsen (S).
Flere faser mangler
Han sidder for bordenden i styregruppen for Multimediehuset, og efter en række møder mellem kommunen og den eksterne konsulent fra Rambøll har den hidtidige plan vist sig at være for overmodig.
Problemerne hænger særligt sammen med selve opbygningen af den sydlige bastion, etableringen af parkeringspladser og løsninger af problemerne med lokalbanen, cykelstier og veje til og fra Multimediehuset.
Hertil kommer planerne om at sammenkoble Multimediehuset med frilægningen af Århus Å.
Alt sammen detaljer der gør, at Multimediehuset først kan stå klar to år senere end hidtil forventet.
Hovedbibliotek bliver
Det nye Multimediehus har ellers været Århus Kommunes flagskib i dens kampagne for at kendetegne Århus som en by i udvikling , og forsinkelsen ærgrer kulturrådmanden.
»Vi vil selvfølgelig gerne have det her Multimediehus så hurtigt som muligt, og jeg er lidt træt af, at vi bliver to år forsinket,« siger Flemming Knudsen.
»Men det har vist sig at være mest hensigtsmæssigt at lave det hele på én gang, så nu har vi i stedet en helhedsplan, som betyder, at vi får alle problemerne løst samlet. Og det er da sund fornuft,« siger han.
Udsættelsen af byggeriet af Multimediehuset betyder, at kommunen skal betale for det gamle Hovedbibliotek i nogle år yderligere. Men derudover forventer kulturrådmanden ikke større udgifter ved forsinkelsen.
Multimediehuset bliver blandt
andet hjemsted for byens hovedbibliotek, et interaktivt bibliotek for
børn og mange andre moderne medier.
Ifølge planerne
skulle Multimediehuset stå klar til brug i 2012, men en ny gennemgang
af planerne har vist, at fristen er urealistisk.
I stedet forventes Multimediehuset nu færdiggjort i 2014 - altså to år senere end hidtil lovet.