Det er tilsyneladende uoverensstemmelser mellem to bilister, der tirsdag aften har ført til endnu et knivstikkeri i København.
Det oplyser Københavns Politi.
Al metrotrafik blev indstillet omkring klokken 20 på grund af forlydender om en hændelse på Flintholm Station. Politiet var derfor til stede på stationen, men det viste sig dog, at stationen ikke var gerningsstedet.
Til gengæld var en trafikant blevet stukket med kniv på en vej i nærheden.
- Vi standsede togdriften, men vi har åbnet den igen, da sagen ikke har noget med Flintholm Station at gøre.
- Det er uoverensstemmelser mellem to bilister, der har ført til, at den ene har stukket den anden med en kniv, siger vagtchef Henrik Stormer.
Han kan ikke fortælle, hvor svært såret offeret er - men skader efter knivstik opfattes som udgangspunkt som alvorlige.
Gerningsmanden er tirsdag aften klokken 20.30 endnu ikke pågrebet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 19.41.
/ritzau/