To mulige vidner, som er blevet efterlyst i forbindelse med drabet på en 37-årig gravid kvinde i Holbæk, har meldt sig til politiet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse søndag aften.
Det er to formodede indbrudstyve, som kan have set drabet torsdag, der har meldt sig. De blev tidligere søndag lovet frit lejde, hvis de meldte sig, og den mulighed ser de altså ud til at have benyttet.
- De to mænd har godt været klar over, at politiet gerne ville tale med dem. De kontaktede os derfor sidst på eftermiddagen (søndag, red.), og de sidder nu til afhøring, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist i meddelelsen.
Det var sent torsdag aften, at den 37-årige kvinde blev dræbt med flere knivstik. Det skete, kort efter at hun forlod sit arbejde på et plejecenter i byen.
Politiets teori er, at de to formodede indbrudstyve har haft planer om at begå indbrud i området omkring Samsøvej, hvor plejecenteret også ligger. Her skal de så ved et tilfælde være blevet vidner til drabet.
Ved at love dem frit lejde ville politiet sikre sig, at vigtige oplysninger ikke gik tabt i sagen.
I første omgang forsøgte en kollega til den dræbte kvinde at forhindre drabet. Hun måtte dog opgive og slog i stedet alarm, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Kollegaen bemærkede to unge mænd i området, hvilket politiet blev gjort opmærksom på. Lige siden har de to mulige vidner været eftersøgt.
Formodningen om, at de havde lagt planer om at begå indbrud i området, bygger politiet på flere fund, der er blevet gjort.
- Nu skal vi høre, hvad de har at fortælle. De kan have gjort vigtige observationer i forhold til drabet.
- Efterforskningen skrider godt frem, men vi har brug for alle de brikker, vi kan få, for at få lagt hele puslespillet, lyder det fra Kim Løvkvist.
Politiet har endnu ikke fået fat i en teenager, som er blevet efterlyst for at have begået drabet.
Man har ikke en konkret mistænkt i søgelyset, men kollegaen så vedkommende, da hun forsøgte at forhindre drabet.
Kvinden var afghansk statsborger. Manden, der efterlyses, har angiveligt også rødder i udlandet.
- Han beskrives som 18-19 år, spinkel af bygning, ikke særlig høj - mellem 170 og 175 centimeter - og med anden etnisk baggrund end dansk. Han var iført en sort hue og havde en kniv med sig, sagde Kim Løvkvist fredag.
Politiet mener ikke, at den 37-årige kvinde var et tilfældigt offer.
Barnet, som befandt sig i den gravide kvindes mave, har det efter omstændighederne godt. Det fortalte vicepolitiinspektøren Ekstra Bladet og TV 2 fredag.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.