Københavns Politi har en formodning om, at en sølvfarvet Nissan, der sent tirsdag aften blev fundet udbrændt i Lyngby nord for København, kan være brugt i forbindelse med et skyderi på Nørrebro tirsdag aften.
"Vi har fundet en bil i Lyngby, som er blevet brændt af, om det skyldes, at den er brugt som flugtbil eller af helt andre årsager, ved vi ikke. Men den er interessant, fordi vi måske mangler en bil af samme slags," siger Københavns Politis centrale vagtleder, Mogens Knudsen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Kl. 19.28 modtog politiet en melding om mindst fire skud i området omkring Korsgade på Nørrebro. Et af skuddene ramte en 19-årig mand med anden etnisk baggrund end dansk. Han blev efterfølgende kørt til Rigshospitalet og er uden for livsfare.
Skudepisoden er muligvis det seneste i rækken af bandeopgør i København, vurderer politiet.
"Vi kan ikke afvise, at der kommer flere af den slags opgør. Vi har haft meget banderelateret skyderi det sidste halve år. Det her kan være endnu en historie i den føljeton," siger Mogens Knudsen.