Ritzau
Opdateret kl. 19:11
En bombeeksplosion i en katolsk katedral i den indonesiske by Makassar søndag var et selvmordsangreb begået af to personer. Det oplyser landets sikkerhedsminister.
- Der fandt et selvmordsangreb sted i katedralen i Makassar, siger ministeren Mahfud MD til journalister i den indonesiske hovedstad, Jakarta.
- De to selvmordsbombere døde, fastslår han.
Over 20 personer blev såret ved eksplosionen under en gudstjeneste, hvor kristne fejrede palmesøndag og den kommende påske.
Ministerens udtalelser var de første officielle bekræftelser på, at der var tale om et angreb.
Menigheden var på tidspunktet for eksplosionen inde i kirken, men eksplosionen skete uden for, siger politiets talsmand E. Zulpan.
I første omgang var meldingen fra politiet, at der kun var tale om en enkel gerningsmand.
Eksplosionen skete klokken 10.30 lokal tid.
Politichef Listyo Sigit Prabowo oplyser, at gerningsmændene menes at være en del af gruppen Jamaah Ansharut Daulah, som er inspireret af den militante islamiske bevægelse Islamisk Stat.
Omkring tyve medlemmer af gruppen blev anholdt i januar.
Gruppen mistænkes også for at stå bag selvmordsangreb på kirker og politistationer, som dræbte mindst 30 personer i byen Surabaya i 2018.
- De er en del af den gruppe. De udførte angrebet med en trykkogerbombe, siger politichefen.
I en tale fordømmer Indonesiens præsident, Joko Widodo, angrebet. Han kalder det en "terrorhandling" og opfordrer befolkningen til at bevare roen.
Han tilføjer, at regeringen vil sørge for, at borgerne kan dyrke deres religion "uden frygt".
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters