Boykot af dansk smør, mælk og ost i mellemøstlige lande i kølvandet på Jyllands-Postens tegninger af Muhammed, var en dyr omgang for de danske mejerier. Ifølge mejeriforeningen er det samlede tab opgjort til cirka 500 millioner kroner.
- Der er flere skuldre, der bærer det tab. Men den helt store skulder er Arla, der alene har tabt 450-460 millioner kroner, siger Peter Biisgaard, kommunikationsmedarbejder i Mejeriforeningen.
Det øvrige tab på 40-50 millioner kroner i mistet eksport fordeler sig på en række mindre mejerier og virksomheder. Blandt andre på Hirsthals Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri, Andelsmejeriet Sædager, Nordex Food og Uhrenholt Group.
- Andelsmejeriet Sædager blev meget, meget hårdt ramt af boykotten. Fra den ene dag til den anden forsvandt 70 procent af mejeriets produktion til det marked. Heldigvis er mejeriet på vej tilbage. Eksporten er næsten tilbage på niveau, siger Peter Biisgaard.
Mejeriforeningen har netop offentliggjort mælkepriserne for 2006, og heraf kan Muhammed-krisens betydning aflæses direkte. For hvert kilo mælk, som mælkeproducenterne leverede til mejerierne i 2006, var prisen 222 ører. Det er fem ører mindre per kilo mælk end i 2005. Mejeriforeningens formand, Bent Juul Sørensen, glæder sig dog over, at tabet på Muhammed-krisen ikke blev endnu større.
- Det er fantastisk, at det ikke blev dyrere, siger han i en pressemeddelelse.