Det var bestemt ikke for at støtte Jyllands Posten. Tværtimod. Under Muhammed-krisen trykte den yemenitiske avis Al-Rai Al-A?am et langt smædeskrift mod Jyllands Postens tegninger, hvor illustrationen var en gengivelse af den side i Jyllands Posten, hvor de omtalte tegninger kunne ses. Og det må man ikke i det konservative Yemen. I dag blev avisens chefredaktør Kamal al-Olufi idømt et års fængsel for at fornærme profeten. Det skriver avisen Yemen Observer.
Dommeren besluttede også, at avisen skal lukke i seks måneder og al-Olufi ikke må skrive i seks måneder, efter han kommer ud af fængsel. Derudover skal han personligt betale for, at dommen bliver offentliggjort i samtlige aviser i Yemen.
Dommen fik en blandet reaktion fra de tilstedeværende i retssalen, hvor der både blev råbt om retfærdighed og uretfærdighed.