Garbiñe Muguruza er klar til semifinalen i den prestigefyldte tennisturnering Wimbledon efter en sikker sejr i to sæt i kvartfinalen.
Her blev russiske Svetlana Kuznetsova sendt ud af turneringen med cifrene 6-3, 6-4 i en kamp, der blot varede en time og 17 minutter.
Muguruza skal i semifinalen møde vinderen af kampen mellem den useedede slovak Magdalena Rybarikova og den hårdtslående amerikaner Coco Vandeweghe, der mandag ekspederede Caroline Wozniacki ud af Wimbledon.
Spanske Muguruza havde spillet sig i kvartfinalen efter et dramatisk opgør mod sidste års nummer to, Angelique Kerber.
Her formåede Muguruza at komme tilbage efter at have tabt første sæt.
Også den amerikanske tennisspiller Venus Williams er klar til semifinalen ved Wimbledon. Williams slog i to sæt den unge lette Jelena Ostapenko, der ganske overraskende vandt French Open tidligere på året.
Det var Williams' Wimbledonkamp nummer 100, og med sejren bliver den 37-årige amerikaner den ældste Wimbledonsemifinalist, siden Martina Navratilova spillede sig blandt de sidste fire i 1994.
I semifinalen møder Williams vinderen af kampen mellem britiske Johanna Konta og andenseedede Simona Halep fra Rumænien.
De to mødes tirsdag aften på Centre Court.
/ritzau/