Opskriften på en hjemmelavet bombe blev en hel del mindre dødbringende - og en del mere velsmagende - efter britiske efterretningsfolk hackede Al-Qaedas engelsksprogede netmagasin 'Inspire' med kageopskrifter.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Angrebet skete for omkring et år siden, da netmagasinet skulle lanceres. Briterne hackede sig ind på siden og fyldte det 67-sider lange jihad-magasin med forskellige opskrifter på fe-inspirerede kager.
Blandt andet blev en artikel med overskriften 'Lav en bombe i din mors køkken' spoleret med de en hel del mere harmløse kageopskrifter.
Angrebet på hjemmesiden er en del af den cyber-krig, amerikanske og britiske efterretningstjenester fører mod Al-Qaeda.
Ifølge The Guardian undlod CIA at angribe hjemmesiden, fordi de frygtede, at det ville afsløre deres kilder og metoder.
Kilde: The Guardian