Krisen i den engelske fodboldklub Chelsea har ikke fået spillere, trænere og ledere til at stå tættere sammen om at få vendt formkurven. Tværtimod har tiden været præget af mudderkastning personerne imellem.
Og i går erkendte den engelske landsholdsspiller, Ashley Cole, at blandt andet de interne problemer mellem Chelseas træner Mourinho og klubbens ledelse har været med til at forstærke Chelseas spillemæssige formdyk, som har kostet de engelske mestre en række sejre på det seneste.
Det har fået Didier Drogba til at opfordre spillerne til at stå sammen:
»Der er spændinger. Det kan vi ikke undgå. Sådan er fodbold, og det er ikke nemt at leve med. Men spillerne holder sammen. Det er det vigtigste,« sagde Didier Drogba til Daily Express.
Det synes dog at være svært for stjerne-angriberen at efterleve sine egne ord. Lørdag var han således klar til at deltage i mudderkastningen, da han i magasinet France Football kritiserede sin angrebsmakker Andrej Shevchenko for at være for selvisk:
»Jeg vil gerne dele, men forventer så også at få noget igen. Sådan var set sidste år med Hernan Crespo. I den her sæson er det anderledes. Jeg forventer ikke, at han (Shevchenko. red) vil samarbejde,« siger Didier Drogba til magasinet France Football.
»Han tror sikkert, at han skal retfærdiggøre sin transfer (godt 330 millioner kroner red.) med at score mål uanset hvad. Det er virkelig svært for ham at håndtere. Den situation var jeg også i, da jeg kom til Chelsea. Men hos Chelsea skal man mere end noget andet sted tænke på truppen, før man tænker på sig selv,« siger angriberen fra Elfenbenskysten.