Farouk Hosni, som var Egyptens kulturminister i mere end 20 år under den afsatte præsident Hosni Mubarak, blev lørdag renset for anklager om magtmisbrug og korruption.
Det oplyser en kilde i det egyptiske retsvæsen.
I september skrev statslige medier, at den tidligere kulturminister var anklaget for på ulovlig vis at have stukket 18 millioner egyptiske pund, svarende til 16 millioner kroner, i egen lomme.
Han var også anklaget for magtmisbrug.
Kort efter det oprør, der væltede Mubarak i februar 2011 fik Farouk Hosni - i lighed med en række andre højt placerede personer fra Mubaraks styre - forbud mod at rejse ud af Egypten.
Forbuddet er siden blevet ophævet igen.
Den tidligere kulturministre er blot én ud af en lang række af tidligere ministre, højt placerede embedsmænd og forretningsfolk, som siden Mubaraks fald er blevet retsforfulgt for at have misbrugt deres stilling til at berige sig på ulovlig vis.
Den afsatte præsident afsoner selv en livstidsdom, som han blev idømt i juni sidste år for sit ansvar i drab på de demonstranter, der protesterede mod hans regime.
/ritzau/AFP