Muamba siger stop efter hjertetilfælde

Boltons Fabrice Muamba genoptager ikke sin fodboldkarriere, efter at han faldt død om under en kamp i foråret.

Bolton-spilleren Fabrice Muamba har valgt at indstille sin fodboldkarriere efter lægelige anvisninger, oplyser Premier League-klubben på sin hjemmeside.

Muamba kollapsede med et hjertestop under en FA Cup-kamp i foråret mod Tottenham og var død i 78 minutter, inden det lykkedes lægerne at genoplive ham.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

24-årige Muamba blev udskrevet fra hospitalet 16. april, og det har siden været uvist, om han ville være i stand til at gøre comeback på fodboldbanen.

Men nu er fodboldhåbet slukket for spilleren.

- Siden mit hjertetilfælde, og siden jeg blev udskrevet fra hospitalet, har jeg været meget positiv i forhold til chancen for at genoptage karrieren og spille for Bolton, siger Muamba til klubbens hjemmeside.

- Men som del af min genoptræning rejste jeg i sidste uge til Belgien og søgte råd fra en specialist. Han havde ikke de nyheder, som jeg havde håbet på, og derfor stopper jeg min karriere i professionel fodbold.

- Fodbold har været mit liv, siden jeg blev teenager, og fodbold har givet mig mange muligheder. Jeg elsker spillet og anser mig selv som heldig med at have spillet på højeste niveau, fortæller Muamba.

Mens Muamba var indlagt på hospitalet, fik han stor støtte fra både med- og modstandere, der besøgte ham eller ønskede ham god bedring på de sociale medier.

Og selvom man i Bolton er ærgerlige over Muambas exit, støtter klubben fuldt ud hans beslutning.

- Vi ved, at Fabrice fortsat vil opnå store ting i livet, og i denne skuffende periode er det vigtigste, at han er her i dag, i live, siger Bolton-manager Owen Coyle.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.