Hidtil hemmeligholdte optagelser af Michael Jackson bliver nu vist frem for offentligheden, når musikkanalen MTV viser traileren fra en kommende film.
Det drejer sig om optagelser af Jacksons sidste øvetimer inden hans mystiske død den 25. juni. Optagelserne er en del af filmen 'Michael Jackson - This is it,' som instrueres af Kenny Ortega, der i mange år har arbejdet sammen med den legendariske stjerne.
Her vil man få et sjældent glimt af kongen af pop bag scenen, da han forberedte sig til sin London turné, som skulle have fundet sted fra den 13. juli.
Traileren vil blive vist ved årets 'Video Music Award' show, som tiltrækker fans og stjerner fra hele verden. Janet Jackson, lillesøster til den afdøde stjerne, vil benytte chancen til at komme med en musikalsk hyldest til sin bror, som skal åbne showet, skriver nyhedsbureauet AP.