Skrevet af Mia L. Christensen
mich@avisen.dk
Det københavnske natteliv kunne til forveksling
godt minde om Fort Knox, når MTV European Music Awards løber af stablen
torsdag aften. For hvis man havde håbet på at dele sugerør og gnubbe
ende med Justin Timberlake, Christina Aquilera, P. Diddy og Paris
Hilton - så glem det!
En rundringning til de »rigtige« steder i
København - altså dér, hvor de kendtes limousiner kører hen, efter
statuetterne er blevet uddelt i Bella Centret - viser, at det er en
stor lukket fest.
»Det er et lukket arrangement,« lyder
standardkommentaren, når man spørger, om man kan forvente at drikke
coktails og spise pindemadder med Justin Timberlake.
Byens førende
natklubber som »Nasa«, »Oil« og »Bar Rouge« på det ekslusive »Hotel
Skt. Petri«, hvor mange af stjernerne bliver indlogeret, har simpelthen
lukket helt af.
Oil bliver malet om
På »Nasa« fordi P.Diddy holder et af sine
legendariske afterparties, som både danske og udenlandske stjerner står
i kø for at komme med til, og hvor kvinder som Christina Aquilera og
Paris Hilton skal gøre dansegulvet usikkert. Og på restauranten og
natklubben »Oil«, er det det gangsterrapperen Snoop Doggy Dog, der er
vært for aftenens festligheder.
»Faktisk er hele restauranten og
natklubben, der normalt er holdt i sort og hvid, blevet malet blå. Det
var et ønske fra pladeselskabet. Men den skal males igen efter festen,
og de betaler,« oplyser Oil.
På Bar Rouge er der blot tavshed i den
anden ende af røret, når man spørger, hvorfor den ellers offentligt
tilgængelige cocktailbar, er lukket netop den aften. Men mon ikke der
er noget stort i gærde på netop den bar, hvor Robbie Williams i juli
måned kiggede en dansk pige dybt i øjnene.
Måske nogle spændende gæster
Restauranten MR, som
hører til i den absolut dyre og rigtig hotte del af det københavnske
restaurantliv, kan også melde om næsten fyldt. Blandt andet har de et
selskab, der får deres helt egen afdeling, men de vil dog ikke oplyse,
hvem der er skrevet ind i bestillingsbogen.
»Vi kan fortælle, at der er nogle reservationer. Og måske også nogle spændende nogen,« lyder det kryptisk fra restauranten.
Så
vil du i nærheden af de store stjerner, så er der nok ikke andet at
gøre end at trække i vintertøjet, stille dig udenfor de omtalte steder
og måske, hvem ved, inviterer P.Diddy dig indenfor i varmen.