I de to år, José Mourinho har været i Chelsea, har klubben på suveræn vis vundet det engelske mesterskab. Alligevel har klubejer Romas Abramovich ikke været helt tilfreds, fordi det ikke også er lykkedes at vinde Champions League.
I år halter Chelsea efter Manchester United i Premier League. Det har gjort presset for succes i Champions League endnu større. Ja endda så stort, at det nemt kan betyde en fyreseddel til José Mourinho, hvis Chelsea i aften taber til Porto i ottendedelsfinalen i den europæiske turnering.
Sæsonen har været fuld af skader, manglende sejre, uro og rygter. Alligevel føler José Mourinho sig ikke presset inden kampen mod hans gamle klub, Porto.
Intet pres udefra
»Jeg er ikke under pres for at vinde noget som helst, for det eneste pres, jeg er under, er det pres, jeg lægger på mig selv. Jeg accepterer ikke pres fra andre. Jeg bliver ikke deprimeret. Hvis klubben beslutter at fyre mig på grund af dårlige resultater, så er det en del af spillet,« siger José Mourinho.
Han har stadig tre år tilbage af sin kontrakt med Chelsea, og det vil blive meget dyrt for klubben at fyre ham i utide.
»Hvis det sker, bliver jeg millionær, og jeg vil finde en ny klub i løbet af et par måneder. Jeg kan ikke vinde hver uge, hvert år. Men jeg har familie, mine børn er sunde og raske, jeg har en masse venner, jeg har et godt liv – hvilket pres? I putter mig selv under pres, præcis som jeg gjorde, da jeg spillede tre mod tre i gaden som dreng. Jeg kan lide at vinde – men pres? Aldrig i livet,« siger Mourinho.
Tror på mesterskab
Chelsea vandt forleden den lille engelske pokalturnering, Carling Cup, og holdet har fortsat mulighed for at vinde både Champions League, Premier League og FA Cuppen. Mourinho er overbevist om, at mindst en af de tre pokaler kommer til london-klubben.
»Jeg er overbevist om, at når sæsonen er ovre, vil mine spillere have endnu en pokal i hænderne,« siger Mourinho.
Selvom Chelsea er efter United i Premier League, tror Mourinho mere på det engelske mesterskab end på Champions League.
»I øjeblikket er der 16 hold tilbage i Champions League, som alle kan vinde, og kun to hold kan vinde Premier League. Fra det synspunkt ser det sværere ud at vinde Champions League.« Chelsea klarede 1-1 i den første Champions League-ottendedelsfinale i Porto og er storfavorit til at gå videre.